Hvad kan vi hjælpe dig med?

Husk du altid kan gøre brug af vores robot Ariel, nede i højre hjørne, hvis du ikke finder svar på dit spørgsmål her.
Læs mere
Nærbillede af grøn regnmåler i regnvejr

Hvad er overløb?

Overløb er en slags nødventil, der skal forhindre vand fra kloakkerne i at løbe ind i private hjem eller på veje, hvis kloakkerne bliver overfyldt.

Det kan ske ved kraftigt regnvejr, hvor der kommer så meget vand i kloakker og renseanlæg, at de ikke kan følge med. I de situationer ledes det overskydende vand via overløbsbygværker ud i vandløb eller havet, indtil der igen er plads i kloaksystemet.

Det vand, der løber ud i naturen, er regnvand eller en blanding af regn- og spildevand. Selv om spildevandet er kraftigt fortyndet med regnvand, fører overløbene næringsstoffer som kvælstof og fosfor med ud i vores vandmiljø. Desuden kan overløb rent fysisk belaste vandmiljøet, hvis store mængder vand fosser ud på én gang i højt tempo.

Vand skyller ned i en vejrist i kraftigt regnvejr

Hvorfor har man overløb?

Da man i sin tid byggede kloaksystemet i Odense, blev det bygget til at indeholde både spildevand fra husholdninger og industri samt det regnvand, der faldt i byens gader. Det kalder man et fællessystem, og det var den anerkendte løsning indtil 1960’erne.

Siden da er byen vokset kraftigt, og det betyder mere pres på kloakkerne:

  • Flere indbyggere = mere spildevand

  • Asfalt og bygninger forhindrer regnvand i at sive ned i jorden

  • Klimaet udvikler sig mod mere intens regn – fx skybrud eller langvarige tætte regnskyl

Til sammen betyder det, at kloaksystemet hyppigere modtager større mængder regn- og spildevand, end det kan rumme.

Nærbillede af piskende regn

Hvad gør vi ved overløb?

VandCenter Syd arbejder løbende på at reducere overløb for at forbedre tilstanden i vandmiljøet omkring os - både å, fjord og hav.

Så længe man har regn- og spildevand i samme kloakrør, vil der være risiko for overløb med spildevand. Vi arbejder derfor i høj grad på løsninger, der holder regnvand ude af spildevandskloakkerne. I dag er regnvandet skilt fra spildevandet i ca. 60 % af vores kloaksystem.

Sideløbende arbejder vi med forskellige metoder til at forsinke og opbevare regnvand, så det ikke overbelaster kloaksystemet. Det kan både gøres med større rør og bassiner samt med naturbaserede løsninger, hvor regnvandet giver grønne områder for dyr og mennesker.

Overløb hos VandCenter Syd

Overløb påvirkes i høj grad af mængden af nedbør og ikke mindst, hvordan nedbøren falder. Fx giver skybrud højere risiko for overløb end perioder, hvor regnen er jævnt fordelt over længere tid. Derfor kan der være store variationer i overløb fra år til år.

Vi overvåger vores overløb og indberetter hvert år mængde og antal af overløb til myndighederne.

I tabellen herunder kan du se vores overløbsregistreringer for de seneste år.

År

Overløb (mio. m3)

Særlige forhold

2024

4,11

2024 var det næstvådeste år nogensinde målt i Danmark - kun overgået af 2023.

2023

2,9

2023 var det vådeste år nogensinde målt i Danmark (hvor man har målt siden 1874).

2022

1,44

Pige leger med farvede papirsbåde i stor vandpyt

Kan man gøre mere?

I tæt bebyggede områder er det både vanskeligt og dyrt at ændre på kloaknettet. Investeringerne skal finansieres via prisen på vand og afløb, og det er derfor os alle som private vandforbrugere, der skal betale regningen. 

Hos VandCenter Syd forsøger vi at gribe alle de muligheder, der er, for at komme i jorden. I Odense har vi fx udvidet og ændret kloaknettet, da vi alligevel skulle flytte rørene for at gøre plads til Letbanen. Her er regnvandet nu adskilt fra spildevandskloakken og håndteres separat.

Samtidig deltager vi løbende i udviklingsprojekter, som på forskellig vis handler om at skabe bedre værktøjer og målemetoder til at analysere og håndtere overløb.

Du kan også hjælpe

Som grundejer kan du også bidrage til at aflaste kloakkerne. Det gør du ved at afkoble dit regnvand fra kloakken og i stedet holde det på din egen grund. Se hvordan her.

Regnløsninger